Til trods for en bidende polarkulde blev det en særdeles minderig dag med bøger, foredrag, interviews, nye og gamle bekendtskaber samt udgivelsen af mini-antologien Når mørket kommer krybende - Fem horror-noveller, der udkom på Forlaget Enter Darkness. Jeg medvirker med novellen Fra brændingen og de øvrige bidragsydere til antologien, er forfattere, som jeg alle ynder at læse og ser meget op til: Gudrun Østergaard, Teddy Vork, A. Silvestri og Patrick Leis.
Forsiden til Når mørket kommer krybende (Enter Darkness, 2018). Lesia Solots illustration tager udgangspunkt i min novelle Fra brændingen. |
I min egen litterære boldgade modtog Lars Ahn prisen for Årets Danske Horrorudgivelse for novellesamlingen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. En værdig og fuldt fortjent vinder. Stort tillykke til Lars! Prisen uddeles hvert år på Krimimessen af Dansk Horror Selskab.
Vil du vide mere om Krimimessen, kan du svinge forbi hjemmesiden lige her.
A. Silvestri og undertegnede får en sludder på Forlaget Enter Darkness' stand. Forlægger Lars Grill Nielsen kan anes i baggrunden. |