lørdag, december 31, 2011

Nyt i december

Årets sidste dag har ramt os alle.
På skrivefronten har det været et ganske godt år for mig, men en status over 2011 vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Her i december udgav H. Harksen Productions antologien Dystre Danmark 2, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. Et værk, der bl.a. indeholder min horrornovelle Røg.

Jeg nåede mit mål i denne måned, og fik skrevet følgende to nye noveller:

Vespertilerne  (Novelle, Science Fiction/Horror, 5900 ord)

Zyborg  (Novelle, Science Fiction, 6200 ord)

Til sidst kan jeg kun sige, at jeg håber, 2012 bliver et godt skriveår. Jeg har om ikke andet nok idéer, skitser og skæve tanker til nye projekter.

Godt nytår!

lørdag, december 17, 2011

Teaser 2: Røg

Julemåneden og ikke mindst julehandelen bliver velsignet med et brag af en horrorantologi, når H. Harksen Productions på tirsdag, den 20. december, udgiver Dystre Danmark 2 - Nye gysernoveller.


Her er forlagets præsentation af bogen:
HVAD LURER UNDER OVERFLADEN?

Udkantsdanmark. Provinsen. Storbyen. Overalt i Danmark lurer mørket under den pæne overflade. Det satte liv. Familielivets idyl gemmer på dystre hemmeligheder: I hjemmets trygge favn, en tur i cirkus eller et brændende ønske om at få barn. Mordgåder. Ensomhed. Sex. Eksistenser i tilværelsens skygge. Vi kender det alle. Man skal bare se efter - lige under overfladen ... Dystre Danmark 2 er en samling spændende, foruroligende noveller skrevet af danske forfattere. Alle med en mørk historie fra hverdagens skygger.

Antologien indeholder 14 makabre historier skrevet af nogle af de bedste danske horrorforfattere, bl.a. Patrick Leis, Jonas Wilmann, A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen, Sandra Schwartz, Freddy E. Silva samt redaktøren og forlæggeren selv, Henrik Sandbeck Harksen.

Nedenunder er der en lille teaser for mit bidrag til Dystre Danmark 2. Novellen Røg er en ganske grum sag, der tager en af menneskets laster under kærlig behandling.

# # #

          Med tankerne kredsende om hvorfor han var blevet ringet op og indkaldt til dette ”møde”, eller hvad det nu end var, gik han op mod huset, der tronede imellem dets nålebesatte undersåtter. Hvor havde vedkommende, der havde ringet til ham, i det hele taget fået hans mobilnummer fra? Han anede det ikke. I og med at han ikke ejede en fastnettelefon, og hverken var registreret i telefonbogen eller online, var det en lille, underfundig gåde. De tre trin op til verandaen virkede lange og høje; han standsede, trak det sidste hiv ud af cigaretten; røgen prikkende dybt i lungerne, og smed filteret på verandaens blanke træplanker.
          Lyden af tre hårde slag på den massive hoveddør med en knyttet hånd tilkendegav hans ankomst. Der var ingen dørklokke. En ovalrund rude var monteret i døren, som et lurende øje. Der var stille; de eneste lyde var lidt puslen i et buskads bag ham og et par skræppende fugle. Rigelen i låsen gled hørligt til side med et klik, og døren blev langsomt åbnet. En lav, bredskuldret mand med sydamerikansk udseende, måske puertoricansk eller venezuelansk, kom til syne i døråbningen. Mandens teint var mørk, hvilket fik hans ansigtshud til at minde om glinsende læder. Han var sorthåret, havde et velplejet, trimmet skæg og hårde øjne. Sydamerikanerens blik var nøgternt, køligt iagttagende og let kynisk mistroisk, imens hans kæbemuskler skiftevis spændtes og slappedes, som han stod der i døren. Den lille muskuløse mand åbnede munden for at tale og afslørede en manglende fortand.
    ”Michael Løvgård?” brummede han.
    ”Ja, det er mig.”
Sydamerikaneren trådte til side.
    ”Kom indenfor,” sagde han og smilede lumsk. Den dårlige fornemmelse af hele situationen var for alvor begyndt at træde i karakter, da Michael trådte ind på det persiske tæppe i den luksuriøse entré. En sødlig aroma af cigarrøg hang i luften.

torsdag, december 01, 2011

Nyt i november

November er kommet og gået; december er begyndt med alt hvad det indebærer. 

November har været ganske begivenhedsrig med optagelse i Dansk Horror Selskab, udgivelse af antologien Det sker igen (jeg medvirker med novellen Armen) samt udgivelse af en booklet, der indeholder min novelle Hotline i forbindelse med Metro-Litteratur. Derudover blev jeg udråbt som vinder af Forlaget DarkLights' socialrealisme-novellekonkurrence med temaet 'land og by'.


Grundet min geografiske placering i det mørke Jylland, havde jeg desværre ikke mulighed for at deltage i nogle af de attraktive litteraturevents, som København bød på i løbet af november, deriblandt BogForum, Fantasticon samt reception for A. Silvestris zombieepos Pandaemonium. Tough luck... 

Efter et par sløje måneder på produktionsfronten, droppede der i november hele tre nye ting ud af mit tastatur: 
Perceptionens døre, kapitel 10: Vortex  (Kapitel til føljetonroman, Science Fiction, 3000 ord) 
Ambulance  (Novelle, Realisme/Fantastik, 1600 ord) 
Det handler om eliminering  (Novelle, Science Fiction, 5700 ord) 

Perceptionens døre, kapitel 10: Vortex er et kapitel til Science Fiction Cirklens føljetonroman med skiftende forfattere, der redigeres af Carl-Eddy Skovgaard og bliver publiceret løbende i foreningens blad Novum. Blandt de tidligere kapitlers forfattere findes blandt andre Flemming R.P. Rasch, A. Silvestri, Brian P. Ørnbøl, Lise Andreasen og Lonni Krause.  
Ambulance er en genrebastard imellem realisme og den fantastiske fortælling. Fortællingen kredser om at Døden måske ikke er så grel en fætter, som Han ofte fremstilles som. Men det at være Døden forpligter. Trods alt...  
Det handler om eliminering foregår lillejuleaften år 2068. På den lokale bar sidder Hilmer og er på ingen måde i julestemning. Han er ensom, fordrukken og dybt forgældet. En fremmed træder ind på baren, og henvender sig til Hilmer. Den fremmede fortæller, at Hilmer er årets udtrukne borger i en speciel konkurrence. Der er bare én ting Hilmer skal gøre for at sikre sin fremtid, og så vil alle problemer være løst. Vil de ikke?

Det var alt for nu. Julemåneden er igang, og her vil jeg bl.a. koncentere mig om årets sidste to novellekonkurrencer.

onsdag, november 30, 2011

Dansk Horror Selskab

November går på hæld, men siden sidst er der tikket endnu en spændende nyhed ind.

Jeg er blevet optaget i Dansk Horror Selskab. En forening, hvis primære formål er at fremme og promovere horrorlitteraturen i Danmark. Foreningen har også stiftet en pris, Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles første gang på Krimimessen i Horsens i 2012.

Det er en ære at være kommet i selskab med så mange prominente danske horrornavne, deriblandt Steen Langstrup, Michael Kamp, Teddy Vork, A. Silvestri, Nikolaj Højberg, Jonas Wilmann, Hanna Lützen, Patrick Leis, Jacob Hedegaard Pedersen, Henrik Sandbeck Harksen, Helle Tietgen Tofft, Kenneth Bøgh Andersen, Thomas Winther, Mathias Clasen, Søren Henrik Jacobsen ... plus mange flere! Hold da op, det kan kun blive godt.

Jeg er meget spændt på hvordan foreningen udvikler sig, og under alle omstændigheder må man krydse fingre for at de gode vinde for dansk horror kommer til at blæse endnu kraftigere i fremtiden.   

fredag, november 11, 2011

Teaser 1: Armen

På mandag, den 14. november, udkommer horrorantologien Det sker igen på Forlaget KANDOR. Forlaget præsenterer bogen således:  
Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.
Hvis den da ikke allerede er her.

Antologien indeholder 11 noveller fra spændende danske forfatternavne, som A. Silvestri, Thomas Strømsholt, Jonas Wilmann, Nikolaj Højberg, Gudrun Østergaard, Lise A. og Flemming Rasch.


Nedenfor er en lille teaser fra min novelle Armen, som også vil være at finde i bogen. En ganske grotesk sag om de problemer, der kan følge med når vi modtager lemmer og organer fra donorer, vi intet kender til...


###

Fremskridtene viste sig med nærmest uhyrlig hast. Hoffmeyer og de øvrige eksperter på Riget var særdeles overraskede over, hvor hurtigt nerveforbindelserne mellem mit eget og det fremmede væv groede sammen. Ikke mere end fem måneder efter indgrebet, havde jeg ved et par lejligheder kunnet bevæge et par af fingrene sporadisk. Det havde krævet en kraftanstrengelse, og havde mest mindet om et par flygtige spasmer, men alligevel.
Eksperterne var ellevilde af begejstring over resultatet, som de kaldte ’revolutionerende’. Jeg kan huske den dag et hold læger og sygeplejersker løsnede de makabre møtrikker, der var skruet ind i armen via metalskinnerne, og fjernede bandagerne. Jeg sad og iagttog armen, som man iagttager et komplekst maleri med et ukendt lag af fortolkningsmuligheder.
Denne blege legemsdel med den mørke behåring, blodårerne i hånden og det halvmåneformede modermærke på håndryggen. Dette lem, der nu var en inkarneret del af mig, men som alligevel virkede som et excentrisk vrangbillede. Denne arm, denne hånd havde rørt ved ting jeg ikke havde det mindste kendskab til; havde udført gode og dårlige handlinger, som jeg aldrig ville komme til at kende indholdet af.
Jeg følte, at ansvaret for denne donors synderegister var blevet lagt over på mine skuldre. Fyren var død, for helvede! Død og begravet. Det ændrede ikke min fornemmelse af dyb ængstelse, som jeg sad der i undersøgelsesrummet, der stank af desinfektionsmidler. Hvid død.

torsdag, november 10, 2011

Gratis læsestof i Metroen

Frem til d. 30. november kan man på adskillige af Københavns mange metrostationer, ganske gratis, snuppe et eksemplar af bookletten, der er vist på det ovenstående billede. Hæftet indeholder min science fiction-novelle Hotline.


Tidligere på året deltog jeg i skrivekonkurrencen Metro-Litteratur 2011, og var så heldig at være iblandt vinderne.
Projektet Metro-Litteratur har til formål at formidle ny dansk litteratur via nye kanaler - i denne kontekst metroen, that is. Resten af november vil der på københavnske metrostationer være opstillet såkaldte Litterære Jukeboxe, hvor enhver har mulighed for at trække et eller flere af de 13 trykte hæfter, og så ellers være forsynet med lidt læsestof til turen.


For dem, der ikke rammer metroen i nær fremtid, er det muligt at downloade hæftet via dette link: http://www.metro-litteratur.dk/?p=733#more-733   

tirsdag, november 01, 2011

Konkurrencevinder!

Allerede her på bloggens anden dag i luften, er der spændende nyheder at berette om.

I november 2010 udskrev Forlaget DarkLights en novellekonkurrence under temaet 'land & by'. Genren skulle være socialrealisme. 
Jeg indsendte et par noveller uden de store forventninger, da det ikke er en genre jeg normalt bevæger mig rundt i så ofte. 

Afgørelsen er nu truffet, og min novelle Manden med tinkruset vandt minsandten! Et fantastisk skulderklap til enhver forfatterspire. Novellen kommer også til at lægge titel til den kommende antologi fra DarkLights. 

Der skal også lyde et stort tillykke herfra til de fjorten forfattere, som også kom igennem nåleøjet, og vil være at finde i den planlagte antologi med socialrealistiske noveller.   

mandag, oktober 31, 2011

Er du bange for klovne?

Personligt er jeg hunderæd for klovne... Under weekendens Halloween-løjer tog jeg mod til mig, og klædte mig ud som en af disse vederstyggelige skabninger. Det skulle være sundt at konfrontere sin angst, right? Min kæreste tog ovenstående billede nede i vores kælder.  

Velkommen!

Velkommen til min blog.
Det er blevet Halloween, og dermed er tidspunktet perfekt for at lade denne blog gå i luften. Perfekt for én med mine interesser... 

Jeg vil primært fortælle nyt (og gammelt) omkring mine skriverier, hvor jeg efterhånden har fået udgivet en del noveller i diverse antologier og magasiner. Men der vil også blive plads til andet gejl, som jeg nu lige måtte finde interessant af den ene eller anden grund. 

Happy Halloween, folks!